Tror aldrig at jeg var blevet blogger, hvis ikk det var fordi at jeg har valgt medie, som linjefag på pædagog seminariet. Synes det er en smule grænse overskridende, men jeg er da altid klar på at kaste mig ud i nye ting.
Medier og alt det teknologiske og digitale hører jo med til den hurtige udvikling, der ligepludselig en dag stod inde i stuen, uden lige at banke på først. Og der sidder man hammer nysgerrig, men også en smule skræmt.
Jeg er typen der ikke gider spilde min tid på facebook og alt det der. Jeg vil have øjenkontakt med dem jeg snakker med.
Men vi har jo allesammen så travlt idag, vi vil jo gerne nå det hele. Så hvis ikk jeg lige får smidt en sms afsted til mine gode veninder, så kan man altid sende en hilsen over facebook, uanset hvor i verden man befinder sig. Så jeg må jo gå til bekendskab og sige at jeg har oprettet mig en facebook profil.
Man blir nød til at følge med, selvom jeg kun er 22, lyder det jo som om jeg er fra stenalderen, når jeg fortæller til min lillesøster på 10, at jeg er fra 1988.
Der er ingen vej tilbage, det nytter ikke at lade som ingenting og prøve at styrer uden om.
For kommer du ikke til teknologien, så kommer teknologien til dig en dag.
Skal du søge arbejde og slår op i avisen og finder en tiltalende jobannonce, så er der stort set de fleste gange, ikke nogen adresse eller noget telefon nummer. Der er en e-mail adresse..
For mig er det nemt nok at følge med, men man må finde sine egne grænser, samt udfordrer sig selv og sine grænser. At jeg har oprettet mig en blog, må siges at have været noget af en udfordring.
Da jeg ikke forstår at så meget ligegyldigt pladder, kan være interessant for nogen. Men det er interessant, det kommer bag på mig, men vi alle er jo så vidt forskellige. Så bare fordi det er ligegyldigt pladder for mine ører, skal der nok være nogen der ude det er interessant for.
Der er tilgengæld også rigtig menge fede, faglige, og relevante ting på blogs.
Så jeg har smidt håndklædet i ringen og er blevet blogger :-)
